gPhone – Et reelt alternativ til iPhone
Til dato har iPhone stået som det absolut mest overlegne mobilprodukt. Ulemperne har været prisen og eksklusivaftalen med Telia. Google præsenterer et potentielt konkurrencedygtigt alternativ.
gPhone, som den allerede er døbt på nettet, minder ved første blik meget om Apple’s iPhone. Den væsentlige forskel ligger i softwaren, som for Google’s vedkommende er opensource: Google og lignende virksomheder har fattet, at der findes en enorm arbejdskraft i brugerne. Denne er uvurderlig og ovenikøbet gratis.
I sin anmeldelse udtrykker Politikens Thomas Vigild bekymring omkring Googles manglende kontrol af hele deres softwareplatform. Om denne bekymring dermed også gælder opensource-konceptet, ved jeg ikke, men det er min stærke overbevisning, at opensource er vejen frem for både mobil og IT-markederne.
Apple’s eksklusivaftale i Danmark med Telia bekymrer til gengæld mig. Der har ganske givet været mange dygtige markedsføringsfolk, der har stået bag denne beslutning, men alligevel tillader jeg mig at rynke panden. Eksklusivaftaler er lig med monopol- eller oligopolvirksomhed, hvilket har vist sig de sidste 10 år, at have en negativ klang i forbrugerens ører (se bare på musikindustrien). I hvert fald på det danske marked, kan det være afgørende, om Google vælger at lancere deres produkt bredt i stedet for smalt.
Sidst men ikke mindst er prisen en væsentlig faktor. For folk som undertegnede er fem kilo mange gram for iPhone, selv om det er et fantastisk produkt. Hvis jeg kan købe gPhone for en rimelig penge hos min selvvalgte teleudbyder, skal Apple forberede sig på at få baghjul. Big time.
Se også Politikens artikel “Google lancerer ny telefon”