En nekrolog for Netbibliotekerne?
Forlagsbranchen kan ødelægge egne mulighed for, at bogudgivelser kan overleve den enorm konkurrence underholdningsmedier imellem.
Politiken skriver i dag om Netlydbog og de begrænsninger DRM skaber for iPod-brugere og dermed over 80% af markedets MP3-afspillere (se Politikens artikel her). DRM er jo ingen vårhare og det kan derfor ikke komme som en overraskelse for Netbibliotekerne, at tiltag, der skal bringe musik og lydbøger til den moderne, fortravlede forbruger, står til fiasko, hvis de ikke gøres nemt tilgængelige for alle.
Det er dog ikke kun Netbibliotekerne alene, der skal klantres for denne utidssvarende prioritering. Det er forlagene bag udgivelserne, der kræver at lydbøger er DRM-beskyttet, hvilket genvækker debatten om kopisikrings-konceptets formål, berettigelse og virkning. Det er nemlig ej heller nogen nyhed, at DRM er utidssvarende, besværligt og ikke mindst omgåeligt. DRM kan hakkes, omend det er ulovligt. Fysiske lydmedier kan lånes på biblioteket og i de fleste tilfælde kopieres til computeren og derfra videre til iPod’en.
Så hvorfor stadig insistere på DRM? Digital Rights Management opstod i et ihærdigt forsøg på, at forhindre ulovlig kopiering af copyrightbeskyttet materiale. En ganske berettiget og fornuftig idé, i sin tid, da det kun er fair, at en branche forsøger at beskytte sin levevej. Men vedholdelse til denne i 2008 forældede taktik er, omend berettiget og fair, ikke længere fornuftig eller forudseende. Her følger min forklaring:
Konkurrence - forskellige underholdningsmedier står i stadigt skarpere konkurrence om den moderne forbrugers dyrbare tid og interesse. Omend vi bruger underholdningsmedier mere end nogensinde før og kan bruge flere medier samtidig, er vores fritid mere knap og produkter er langt flere.
Tilgængelighed & præferencer - vi fodres med underholdning fra alle sider og har i langt højere grad en tendens til ikke nødvendigvis at vælge det, vi helst vil have fingrene i, men nærmere det vi nemmest kan få fingrene i. Hvis jeg er ivrig P3-lytter hver dag, men pludselig skal betale for at høre den (ud over medielicensen), vil jeg i højere grad være tilbøjelig til, at lytte til noget andet, som stadig er gratis. Kan jeg ikke få lov at lytte til en lydbøg, fordi jeg har en iPod, vælger jeg muligheden helt fra. Jeg låner ikke CD’en på biblioteket og køber ikke bogen, fordi jeg ikke har tid til at kigge forbi biblioteket eller til at sætte mig ned og læse bogen.
Irritationsmomentet - Jeg er som forbruger kræsen med indhold, men som moderne forbruger meget mere kræsen med, hvordan min tid bliver brugt. Er det for besværligt for mig, at få lov at lytte til en lydbog, finder jeg alternativ underholdning. Jeg søger ikke at imødekomme eller løse problemet, fordi det rækker min opmærksomhed og interesse ikke til. DRM fordrer, for mig, en næsten automatiseret boykot af mediet, distributøren og/eller ophavet – en upåtalt fløjlsrevolution, der, akkumuleret med andres forbrugeres boykot, degenererer produktets overlevelses- og succesmuligheder.
Der er flere punkter og længere uddybning end et sølle blogindlæg bør tilvejebringe, hvorfor jeg stopper her. Det største problem for distributører og ophavsfolk er, at konsekvenserne af, at de ikke ser ud over egen næsetip og lønseddel, ikke rammer nu eller imorgen. Det er ikke som en finanskrise der får virksomheder og aktier til at tumle i dybet. Konsekvensen, tror jeg, er en langsom og stille død, måske først årtier ude i fremtiden. You can run, but you can’t hide.
Læs min afhandling Musikindustriens (af)magt, for uddybelse af denne problemstilling.
