Dovenskab ligger til grund for modstand mod Open Office i skoler og andre offentlige institutioner.

Computerworld skriver 9. februar om problemer ved indførelse af Open Office i kommuneskoler, bl.a. på grund af modstrid fra forældre. Men det er ikke alene disse vanedyr der skal stilles til ansvar for denne ensidighed. Kommunerne bærer et ansvar for, at bruge vores skattekroner på bedst tænkelige måde. Hvis Microsoft kan erstattes af Open Office til almindeligt skolebrug og derved spare hundrede-tusindevis af kroner, skal de muligheder undersøges uddybende.

Open Office 3, den seneste version af den gratis, brugerskabte officepakke, læser ganske glimrende docx-filer fra MS Office 2007, hvilket end ikke XP- og MS Office 2003-brugere har kunnet. Teknikken fejler altså ikke noget og børn nu om stunder vil sandsynligvis ikke have svært ved, at hold styr på et par lidt forskellige layout og let varierende funktioner. Det er nok mere de PC-inkompetente/handicappede forældre der har svært ved at acceptere et sådan skift.

Dette skal ikke være en sammenligning af officepakker, men nærmere en opfordring til, at nogen går i dybden med netop en sådan undersøgelse. Det er statens og kommunernes ansvar at vejlede os om denne slags ting, især når det handler om så mange penge og om vores skolesystems, og andre offentlige funktioner, velfærd. Og så stå ikke tilbage for de sædvanlige vanedyr og brokhovedet, forældrene, og deres forkælede attitude.

Læs mere om dette på Computerworld.

Forlagsbranchen kan ødelægge egne mulighed for, at bogudgivelser kan overleve den enorm konkurrence underholdningsmedier imellem.

Politiken skriver i dag om Netlydbog og de begrænsninger DRM skaber for iPod-brugere og dermed over 80% af markedets MP3-afspillere (se Politikens artikel her). DRM er jo ingen vårhare og det kan derfor ikke komme som en overraskelse for Netbibliotekerne, at tiltag, der skal bringe musik og lydbøger til den moderne, fortravlede forbruger, står til fiasko, hvis de ikke gøres nemt tilgængelige for alle.

Det er dog ikke kun Netbibliotekerne alene, der skal klantres for denne utidssvarende prioritering. Det er forlagene bag udgivelserne, der kræver at lydbøger er DRM-beskyttet, hvilket genvækker debatten om kopisikrings-konceptets formål, berettigelse og virkning. Det er nemlig ej heller nogen nyhed, at DRM er utidssvarende, besværligt og ikke mindst omgåeligt. DRM kan hakkes, omend det er ulovligt. Fysiske lydmedier kan lånes på biblioteket og i de fleste tilfælde kopieres til computeren og derfra videre til iPod’en.

Så hvorfor stadig insistere på DRM? Digital Rights Management opstod i et ihærdigt forsøg på, at forhindre ulovlig kopiering af copyrightbeskyttet materiale. En ganske berettiget og fornuftig idé, i sin tid, da det kun er fair, at en branche forsøger at beskytte sin levevej. Men vedholdelse til denne i 2008 forældede taktik er, omend berettiget og fair, ikke længere fornuftig eller forudseende. Her følger min forklaring:

Konkurrence - forskellige underholdningsmedier står i stadigt skarpere konkurrence om den moderne forbrugers dyrbare tid og interesse. Omend vi bruger underholdningsmedier mere end nogensinde før og kan bruge flere medier samtidig, er vores fritid mere knap og produkter er langt flere.

Tilgængelighed & præferencer - vi fodres med underholdning fra alle sider og har i langt højere grad en tendens til ikke nødvendigvis at vælge det, vi helst vil have fingrene i, men nærmere det vi nemmest kan få fingrene i. Hvis jeg er ivrig P3-lytter hver dag, men pludselig skal betale for at høre den (ud over medielicensen), vil jeg i højere grad være tilbøjelig til, at lytte til noget andet, som stadig er gratis. Kan jeg ikke få lov at lytte til en lydbøg, fordi jeg har en iPod, vælger jeg muligheden helt fra. Jeg låner ikke CD’en på biblioteket og køber ikke bogen, fordi jeg ikke har tid til at kigge forbi biblioteket eller til at sætte mig ned og læse bogen.

Irritationsmomentet - Jeg er som forbruger kræsen med indhold, men som moderne forbruger meget mere kræsen med, hvordan min tid bliver brugt. Er det for besværligt for mig, at få lov at lytte til en lydbog, finder jeg alternativ underholdning. Jeg søger ikke at imødekomme eller løse problemet, fordi det rækker min opmærksomhed og interesse ikke til. DRM fordrer, for mig, en næsten automatiseret boykot af mediet, distributøren og/eller ophavet – en upåtalt fløjlsrevolution, der, akkumuleret med andres forbrugeres boykot, degenererer produktets overlevelses- og succesmuligheder.

Der er flere punkter og længere uddybning end et sølle blogindlæg bør tilvejebringe, hvorfor jeg stopper her. Det største problem for distributører og ophavsfolk er, at konsekvenserne af, at de ikke ser ud over egen næsetip og lønseddel, ikke rammer nu eller imorgen. Det er ikke som en finanskrise der får virksomheder og aktier til at tumle i dybet. Konsekvensen, tror jeg, er en langsom og stille død, måske først årtier ude i fremtiden. You can run, but you can’t hide.

Læs min afhandling Musikindustriens (af)magt, for uddybelse af denne problemstilling.

Til dato har iPhone stået som det absolut mest overlegne mobilprodukt. Ulemperne har været prisen og eksklusivaftalen med Telia. Google præsenterer et potentielt konkurrencedygtigt alternativ.

gPhone, som den allerede er døbt på nettet, minder ved første blik meget om Apple’s iPhone. Den væsentlige forskel ligger i softwaren, som for Google’s vedkommende er opensource: Google og lignende virksomheder har fattet, at der findes en enorm arbejdskraft i brugerne. Denne er uvurderlig og ovenikøbet gratis.

I sin anmeldelse udtrykker Politikens Thomas Vigild bekymring omkring Googles manglende kontrol af hele deres softwareplatform. Om denne bekymring dermed også gælder opensource-konceptet, ved jeg ikke, men det er min stærke overbevisning, at opensource er vejen frem for både mobil og IT-markederne.

Apple’s eksklusivaftale i Danmark med Telia bekymrer til gengæld mig. Der har ganske givet været mange dygtige markedsføringsfolk, der har stået bag denne beslutning, men alligevel tillader jeg mig at rynke panden. Eksklusivaftaler er lig med monopol- eller oligopolvirksomhed, hvilket har vist sig de sidste 10 år, at have en negativ klang i forbrugerens ører (se bare på musikindustrien). I hvert fald på det danske marked, kan det være afgørende, om Google vælger at lancere deres produkt bredt i stedet for smalt.

Sidst men ikke mindst er prisen en væsentlig faktor. For folk som undertegnede er fem kilo mange gram for iPhone, selv om det er et fantastisk produkt. Hvis jeg kan købe gPhone for en rimelig penge hos min selvvalgte teleudbyder, skal Apple forberede sig på at få baghjul. Big time.

Se også Politikens artikel “Google lancerer ny telefon”

TDC er indtil videre urørt af konkurrenter på flat rate-konceptet. Men det er sandsynligvis og forhåbentligt kun et spørgsmål om tid.

Forstå mig ret, jeg ønsker ikke at det skal gå dårligt for TDC Play, tværtimod. Men et sundt og udviklende marked kræver konkurrence. Markedsmonopoler er sjældent grobund for udvikling og kreativitet.

Nokia forsøger med deres Comes With Music-koncept at være med på bølgen. Tjenesten fås med Nokia-telefoner i den dyrere ende og med en merpris klistret på. Om det passer forbrugeren bedst med en ‘udtalt’ merpris (hvor man ved, hvad man betaler ekstra) eller en ‘implicit’ merpris (hvor prisen er inkluderet i abonnementer), vil først kunne ses om flere år, når konceptet er blevet bedre etableret, udbredt og accepteret.

Nokias fordele & ulempers

Indtil videre ved man, at Nokia tilbyder gratis download i et år efter køb af en Nokia-telefon. Musikken er derefter forbrugerens ejendom. Andre detaljer mangler stadig omkring, hvordan Comes With Music kommer til at fungere. Bl.a. vil det være afgørende for Nokia, at de har aftaler med alle pladeselskaber, både internationale og lokale. Dernæst skal musikken være DRM-fri, eller i hvert fald nemmere at benytte, end den er hos TDC. Kopisikring er i sandhed at pisse i bukserne, for at holde varmen.

Nokia vs. TDC

Søren Tvilsted fra TDC Musik mener, at TDC’s koncept er overlegent, i kraft af deres aftaler med alle pladeselskaber, store som små. Ganske rigtigt, men: Hvad skulle holde både store og små pladeselskaber fra at lave aftaler med Nokia, eller hvem der nu ellers skulle melde sig på banen? Såfremt Nokia kan få aftalerne i hus, vil de stå langt, langt stærkere end TDC. Ganske enkelt fordi vi godt kan lide at have frie tøjler. Og hos Nokia køber man en telefon én gang, så får man en service i 12 måneder, hvorefter man beholder musikken. Hos TDC er man bundet af et abonnement, hvis man vil beholde musikken. TDC’s lovning om en ordning, hvor man kan købe denne musik, til en lav pris, kan måske hjælpe. Men den pris skal være så lav, som man ikke tør drømme om, hvis de skal gøre sig forhåbninger om et solidt og bæredygtigt koncept.

Ved Søren Tvilsteds udtalelser (se links herunder) sætter han TDC Play i bås med den gamle pladebranche, hvor overlegenhed og skråsikkerhed indenfor de seneste 10 år har vist sig at være nogle rigtig uheldige træk. Selvfølgelig er hans udtalelser en art spin, ligesom når ejendomsmæglere siger, at det går fantastisk i boligmarkedet. Det skal de jo sige.

Læs Nokias nye våben: Fri download af musik i et år, TDC vil feje Nokias gratis musiktilbud af banen og Satellitkanal klar med DRM-fri musikdownload, alle på computerworld.dk.

I UK skal piratkopiering nedsættes med 80%, igennem et samarbejde mellem Internetudbydere og musikbranchen, skriver Computerworld.

Hvis vi for bare et øjeblik ser bort fra hele problematikken om ophavsret, så er der vel intet forgjort i, at musikbranchen forsøger at beskytte deres medarbejderes arbejde. Ifølge gældende lov i det meste af den vestlige verden, er deling af bl.a. musik ulovligt. Og lovovertrædere skal retsforfølges – det er sådan vi har valgt, at vores system skal fungere.

Når det så er sagt, synes jeg at hele musikbranchens korstog mod deres egne forbrugere er misforstået. I et hvilket som helst spil, træffer vi valg ud fra en mængde kriterier. Det er aldrig kun for eller kun imod. Der pros og cons, som de siger derovre. I Ludo (og mange andre spil) vælger man om den ene eller anden brik skal frem. Det valg man træffer gøres ud fra, at man har overvejet hvad der er af fordele og ulemper med de forskellige valg. Så vælger man som regel den mulighed, der giver det mest positive udfald for en, såfremt man kan forestille sig eller rationalisere sig til, hvilken mulighed der giver dette mest positive udfald.

Musikbranchen har, i min mening, ikke valgt det rationelt mest positive udfald. Deres valg baserer sig på stolthed, manddom, stædighed (dumstædighed vil nogen sige) og andre faktorer der som oftest tåger vores dømmekraft. Og det er faktisk paradoksalt, hvor længe branchen, med stor ihærdighed og iver, har trådt denne formørkede skovsti, denne blinde vej, dette månelandskab og andre mere eller mindre virksomme metaforer, uden at det har givet positivt afkast. Paradoksalt, fordi der er tale om en branche, hvor der ikke er langt fra toppen af poppen til den karrieremæssige guillotine. Hoveder skal nu en gang rulle, når det går skidt.

Hvad med at lade nogle stolte princippers hoveder rulle, for en gangs skyld? Hvad med at imødekomme det som langt de fleste musikforbrugere mener, de har ret til? Slug den bitre vindrue, citron, valnød eller fa’en det nu er og giv folket det, folket vil have. Brug energien positivt i stedet for negativt, skab muligheder i stedet for at lukke netforbindelser.

Jeg kunne blive ved, men ak. Bare rolig, jeg tager den op igen.

Dør idéen om albummet snart en stille og pinefuld død? Fortjener den det? Får vi mere kvalitet ved få numre, hvor kunstneren har kælet for det enkelte, eller ved mange numre samlet, hvor der er større chance for at ramme plet en gang imellem?

Det er vigtigt at forstå, at idéer om, hvad ‘albummet’ i populærmusik er for en størrelse, er mange og forskellige. Idéen om et ‘konceptalbum’, hvor en samling tracks tilsammen udgør et samlet værk, ophøjet til en status af noget ubrydeligt og endeligt, henvender sig måske kun til en håndfuld af de tusinder og atter tusinder af albums, der er sendt ud i løbet af de sidst 50-60 år. Vi taler her om ‘Sergent Pepper’, ‘Pet Sounds’ m.fl. Dernæst kan et album, for nogen, betyde en samling tracks, som er samlet netop fordi kunstneren har ønsket at samle dem. Kun derfor.

Sidst og absolut ikke mindst er albummet en ‘bundle-vare’ – altså et produkt, der udgøres at flere produkter, samlet med det formål at give forbrugeren mere for pengene. Koldt og kynisk lyder det, men ikke desto mindre sandt for en stor del af de albums der udgives hvert år. Det kan bedre betale sig at sælge 12 numre på en skive til 150 kr, end 1-2 numre (plus remix) på en skive til 50 kr, fordi forbrugeren hellere køber førstnævnte.

Det alene er en lang diskussion, der kunne fortsætte i evigheder. Faktum er, at vi ikke køber så mange albums længere. Surprise, surprise. Dels pga. Internettet og salg af digital musik online, siger politiken og ifpi (se artikel her). Men måske også fordi vi er blevet klar over, at vi køber katten (og dens mange uægte killinger) i sækken. Vi er mere oplyste om, hvad vi spiser, drikker, sover i, sidder i, kører i, ser på, lugter til og lytter til, end nogensinde før. Derfor køber vi færre albums.

Om faldet i albumsalg vil have positiv eller negativ virkning på den kunstneriske proces, vil jeg ikke udtale mig så meget om. Der er nemlig en verden til forskel på kunstnernes udgangspunkter, processer m.m. Vi kan håbe at dette skaber incitament, for dem som kun laver hits og kun vil lave hits, til at gøre netop det. Kun lave hits. Kun udgive hits. Kun ‘belemre’ os med hits. Vi kan håbe at dette skaber incitament, for dem som vil lave konceptalbums, samlede værker, bestående af 10-12 tracks, til at gøre netop det. Forsøge at lave helstøbte albums, som ikke er det samme og ikke føles som det samme, hvis man skifter et nummer ud eller fjerner det.

I sidste ende kan vi håbe, at vi bliver bedre klar over, hvad vi får. Køber vi en single, får vi kun det ene track. Det ved vi allerede. Køber vi et album, kunne vi måske vide at vi købte en masse tracks samlet, hvor der var en vis portion eftertanke bag, hvad der indgik i denne samling. Så vi ikke køber katten i sækken og alle hendes tungnemme bastardunger.

I England slår IFPI og Internetudbydere sig sammen om at stoppe piratkopiering af musik. Det bliver vist en lang, sej kamp. Stædigt eller ihærdigt? Sisyfosarbejde eller med mål for øje?

Som politiken skriver her, er 800 engelske musikpirater blevet advaret om at stoppe deres piratkopiering, ellers mister de netforbindelsen. Positivt er det, at musikindustrien fortsat kæmper for det, de tror på. Knap så positivt, til gengæld ironisk, at de der vil tage folks netforbindelse, for længst har mistet jordforbindelsen.

Det er ingen statshemmelighed, hvor mange musikfiler der deles gratis og ulovligt på nettet – og heller ingen hemmelighed, at i hvert fald halvdelen af disse filer deles igennem kanaler, som ikke lader sig kontrollere eller overvåge, fx. over email. Dem som deler mange filer er få, i sammenligning med dem som deler få filer.

Når jeg foroven spørger, om det er ihærdigt eller stædigt, Sisyfosarbejde eller med mål for øje, er det fordi at medieindustrierne på sigt risikerer at knække nakken på denne uoverkommelige opgave, det er, at kontrollere Internettet. Det er som at prøve at holde en håndfuld sand, som siver og siver, til man indser, at det ikke kan betale sig, at forsøge at holde det tilbage.

Med TDC Play og (forhåbentligt) kommende, videreudviklende initiativer, imødekommes forbrugerens behov, som imidlertid er ligeså stædige som musikindustrien. Det er første, håndfaste tegn på, at branchen forstår deres kunder, omend det til evig tid vil blive diskuteret, hvem der har ret.

Over 61% af teenagere har anskaffet 61% af deres musik ulovligt. Musikbranchen er overrasket, hvilket forekommer mig uforståeligt.

Det har længe været et kendt faktum, at piratkopiering er et problem. Det har også vist sig, at halvdelen af al piratkopiering sker over email, blog, brændte CD’er, m.m, hvorfor det i sagens natur ikke lader sig kontrollere.

Det kan heller ikke undre, når der er solgt 5 milliarder tracks på iTunes (se Apple.com) og i retning af 150 millioner iPods. Det giver ca. 33 iTunes-tracks per iPod, der som bekendt rummer op til 160 GB. Do the math. Selvfølgelig skal man lægge sin egen CD-samling til, men selv en samling på 500 CD’er fylder ikke over 20 GB (500 CD’er à 12 tracks à 3 MB). Do the math.

Det jeg forsøger at påpege er, at industrien selv lægger op til ulovlighederne, lige meget hvordan man vender og drejer det. Jeg siger ikke, at det er i orden, men at det er sådan, det nu engang er. Se det ud fra en ‘mor-far-barn’-metafor: Far giver barnet en is, mor siger nej og prøver at tage den tilbage igen. Do the math.

Musikbranchen må lære at forstå den moderne forbrugers tankegang og forbrugsværdier. Forbrugsvaner er ikke svære, det er bare at se på salgstallene og så ved man hvad der sker. Tankegang og værdier er noget ganske andet og (åbenbart) sværere at forstå.

Ak ja, det lægger op til en større debat. Lad os bare få lidt gang i den. Dixi!

Se bl.a. Britiske unge har ulovlig musik i ørerne på Berlingske og undertegnedes afhandling Musikindustriens (af)magt for yderligere læsning.

Er TDC Play kommet, for at blive – eller har konceptet kun succes, så længe forbrugeren skal opdatere sin gamle samling?

Meget er skrevet om Play, dets fordele og ulemper, muligheder og begrænsninger. Nogle roser til skyerne efter et rekordsalg den første måned. Ja, det har givet mange kunstnere et boost i salgstallene. Ja, det booster salgstal generelt, hvilket er nærmest indlysende, når musikken gives væk gratis. Men falder TDC’s tal allerede, eller skyldes det, som TDC selv udtaler, sommervarmen (se Politiken, ‘Færre downloader TDC-musik’)?

Hvad der ellers virker indlysende er, at når forbrugerne har fået opgraderet deres bagkataloget til digitalt format, vil TDC’s tal falde. Ligesom det gjorde for musikindustrien efter at de fleste fik opgraderet fra LP og MC til CD. En anden årsag kan være mistet nyhedsværdi, mistet markedsmonopol, og mistet interesse, når Play’s begrænsninger åbenbarer sig for forbrugeren.

Musik er ikke gratis, bare fordi det ikke koster penge.